Sommer ved Søen
Programmet for Sommer ved Søen 2024 er fyldt med en masse god musik 🌞
Der er musik for en hver smag - Både det man kender, men der er også mulighed for at blive inspireret af nye kunstnere.
Vi ses til sommer ved plænen ved Slotssøbadet ☀️🎶
Hvad er Sommer ved Søen?
Sommer ved Søen er en mangeårig tradition med en koncertrække, som strækker sig over seks uger hver torsdag i juni og juli på plænen ved SlotssøBadet.
OBS. Koncerten den 20. juni med Søs Fenger starter kl. 20.30. Pladsen åbner som vanligt kl. 18.00
Kl. 18.00 - Pladsen åbner
Kl. 19.00 - Koncerten starter
Der er gratis adgang til koncerterne.
Støt arrangementet ved at købe mad- og drikkevarer på pladsen. Indtægterne fra baren er med til at sikre, at koncerterne kan være gratis.
Følg os også på Facebook og Instagram - Her opdaterer vi løbende.
Kunstnerne
Søs Fenger startede for alvor sin karriere som popidol i News og har siden som solist bevæget sig sikkert rundt i mange genrer – pop, rock, jazz, viser, disco – og det både på dansk, svensk og engelsk. På én gang har Søs Fenger, således på forunderlig vis, formået at forvalte både sine musikalske interesser og sit store talent – og holdt fast i den svære kunst, at have sig selv og publikum med hele veje. Søs Fenger – kendt og elsket af de fleste danskere, gennem flere generationer.
Søs Fenger er en oplevelse, du ikke vil gå glip af, når hun står på scenen i tæt kontakt med publikum, personligt og ærligt øser ud af sine mange oplevelser fra et begivenhedsrigt liv som sangerinde, kvinde og store sociale engagement – om sin store passion; musikken og de virkelige historier bag de mange, gode sange!
Her godt tre år efter Fyr og Flamme brød igennem lydmuren, må selv den mest korsarmede dansehader nok erkende at de er som et genstridigt forkølelsessår, man må slutte fred- og lære at leve med. Der findes med andre ord ingen creme mod Laurits og Jespers ekstremt smittende musikunivers. Hvis det klør et sted må du klø tilbage og hvis det de rastløse dansefødder kløen har spredt sig til er den simpleste kur at møve sig foran til et farvebad af guldstøv og glittertårer i selskab med Fyr Og Flamme og deres altid oplagte orkester.
2023 blev rundet fornemt af med to singler, et udsolgt juleshow og en flot TV-optræden. Speederen bliver på ingen måde sluppet ind i 2024 hvor en længere udgivelsesplan ligger for.
Deres største hits ligger i fremtiden og koncerterne i 2024 vil løfte sig fra hvad vi hidtil har set og har kunnet forvente. Som altid iklæder Fyr Og Flammes sig dog i noget nyt, gammelt, lånt og blåt.
De fire venner, Anna David, Christian Brøns, Yepha & Chief 1, har langt om længe besluttet sig for, at føre idéen om en vaskeægte hitparade ud i livet. Nu skal det være, så derfor tager de på en storslået sommertour i 2024.
Holdet udvælger de bedste og største af sangene, og smadrer sommeren 2024 med hinanden og et velspillende band. De fire artister har hver især opnået flotte karrierer, og produceret hitsange på samlebånd. Nu skal alle sangene i spil, og der er lagt op til et brag af en koncert, når de fire venner fyrer den af på scenen.
”Du Kan Gøre Hvad du Vil”
”Fuck Dig”
”Op Med Håret”
”Højt over Skyerne”
”Skub Til Taget”
”Fluen På Væggen”
”Alt Er Godt”
Med 2021 udgivelsen ”OPLAND” fik Rikke Thomsen startet en hel bevægelse i det sønderjyske. En bevægelse, som sikkert og roligt har sat sig som ringe i vandet, som et melankolsk sønderjysk ekko fra Gedser til Skagen, fra Esbjerg til København.
Med sit episke og lyriske udgangspunkt, i landsbyen Blans i Sønderjylland, udfoldede Rikke Thomsen på ”OPLAND” en verden af 80’er nostalgisk realisme, afmagt og savn for os. Altid med respekt for emnet, og for sig selv som hovedperson. Alle som har hørt sangene fra det fremragende 1. album, er betagede af historierne i ”Vausen”, ”Ballebrovej nr. 2” og ”Hunge Hjerte”.
Stemningen er fortættet og dialekten uomtvistelig, og alligevel bliver man som tilskuer draget ind i Rikke Thomsens univers med et smil på læben og en selvfølgelighed, som er påfaldende. Rikkes univers er yderst nærværende og ærligt, og man er, som tilskuer til koncerterne eller lytter af musikken, ikke i tvivl om oprigtigheden bag ordene.
En koncert med Michelle Birkballe betyder fabelagtig god stemning både på scenen, bag scenen og blandt publikum. Hun har altid garvede musikere med sig, og sammen leverer de koncerter med kvalitet, nerve og ægte spilleglæde. Humor, charme, friskhed, talent og energi og ikke mindst hendes hæse stemme er nogle af hendes kendetegn.
Som storyteller er hun skarp i replikken, når hun råt for usødet fortæller om livets op- og nedture. Alt kommer lige fra hjertet. I guitarkufferten har Michelle Birkballe masser at tage af, når hun går på scenen med sine sange. Hun er blues, hun er rock and roll, pop og country, hun er americana, hun er rå, hun er blid- hun er fed.
The Boss - Tribute to Springsteen med Michael Christensen i front giver det bedste bud på en hyldest til bossen selv. Med en tatovering af Bruce’s ansigt samt en tekst-bid fra en af hans sange, må man sige, at Michael C selv er en af bossens største fans. Det er med denne ærefrygt hans tilgang giver mening uden at blive en parodi. Michael er så tæt på the real deal man kan komme. Musikerne i bandet kan på et hvert tidspunkt stå selv, men sammen er de eminente. Ekvilibristiske solo-præstationer med chase mellem bl.a. guitar og sax og sammenspillet gør oplevelsen til et helhedsindtryk, der sætter sig fast i mellemgulvet langt efter man er kommet hjem.
Et konceptband, som spiller New Jersey rock af bossen selv, Bruce Springsteen. Det bedste Springsteen tribute band i Nord-Europa (som pressen skriver), som forstår at trykke den af på en live scene og i den grad kommer langt ud over scenekanten. Et af de bedste, mest energiske og autentiske bud på absolut troværdig hyldest til Bruce Springsteen, hvor spilleglæden kommer helt ned til bagvæggen.