Det kgl. Teater på Skamling kunne første gang opleves i 1998, hvor velklingende uddrag af sæsonens operabegivenheder blev fremført. Den første friluftsopera i det jyske samlede flere end 15.000 mennesker.

Kolding slog til

Benny Nicolaisen, tidl. koordinator og initiativtager fortæller:

- I en reportage i Danmarks Radio efterlyste Det kongelige Teater en samarbejdspartner i Jylland, så man kunne gentage den årlige "frilufts-reklamekoncert" i København på den anden side af Storebælt. Vi havde netop startet foreningen Klassisk i Kolding, og efterlysningen fra den kongelige opera passede meget fint ind i foreningens aktiviteter.

Siden blev Kolding og Christiansfeld kommuner kontaktet og det samme blev Vejle- og Sønderjyllands amter. Også de berørte lodsejere, der var samlet i henholdsvis Skamlingsbankeselskabet og Klokkestabelfonden, var med på ideen.

Med den massive lokale opbakning følte Benny Nicolajsen sig godt rustet til at kontakte Det kgl. Teaters direktør Michael Christiansen. Han kunne fortælle direktøren, at der både var en organisation, en smuk plads og de nødvendige penge til dækning af de lokale aktiviteter.

Nykredit sagde også ja
Michael Christiansen blev lige så begejstret som de jyske borgmestre. Han gik i gang med at skaffe det ret store beløb, som skal til for at flytte et par hundrede sangere, musikere og teknikere samt etablere en scene inklusiv en tonstung storskærm ud i den jyske natur en enkelt søndag i august. Han kontaktede hovedsponsoren for operafesten i København, Nykredit som siden har været en trofast støtte og dermed garant for Det Kongelige Teater På Skamling.

Det Kongelige Teater på skovtur
Henrik Engelbrecht, operadramaturg:
- For os på Det kongelige Teater er der tale om årets skovtur. Vi pakker det hele sammen og drager af sted i tre busser. Vi er mest vant til at være indendørs på Kongens Nytorv og i Operaen.

Vi er sjældent væk fra København, så der er en helt speciel stemning, når vi drager af søndag morgen med en forestilling, som vi har holdt generalprøve på i Fælledparken dagen i forvejen. Det er helt fantastiske omgivelser vi møder på Skamling, og at stå på scenen og se op på et stort, forventningsfuldt publikum, der er som "drysset" ned over banken. Det kan ikke fortælles – det skal opleves. Vi glæder os hvert år til gensynet.